Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Det er meget vigtigt for os at have et godt samarbejde til jer som forældre. Vi er eksperter på børns udvikling, men I kender jeres barn allerbedst. Derfor er det gode samarbejde en forudsætning for, at vi kan lykkes med at give jeres barn den bedste tid her i Søstjernen.

Den daglige dialog

Den daglige dialog er vigtig - det er her, I kan fortælle os, hvis der er noget særligt, som påvirker jeres barn, eller det blot har sovet dårligt og derfor er i mindre godt humør end normalt. Det er også her, vi fortæller jer, hvad vi har lavet i løbet af dagen og deler ud af de små hverdagsglimt og sjove oplevelser.

Hvis jeres barn går i udflytterbørnehaven kan det være sværere at finde tid til hyggesnakken, når børnene skal ind og ud af bussen, og fortovet er fyldt med børn og forældre. Derfor er I meget velkomne til at ringe til os i udflytteren, hvis eksempelvis afleveringen var lidt svær, eller der er noget, I er i tvivl om.

Vi sørger desuden for at have flere løbende snakke med forældre til udflytterbørn, eksempelvis tilbud om skype-samtaler, så vi stadig kan have en tæt dialog om jeres barn på trods af mindre tid til det, når I afleverer og henter ved bussen. I er desuden altid velkomne til at tage fat i en pædagog - så sætter vi tid af til en snak i rolige rammer.

Aula

Vi sender dagbøger med billeder ud på vores forældreintra, Aula, flere gange om ugen. Her giver vi jer et indblik i de ting, vi laver i Søstjernen, så I kan følge med i jeres barns hverdagsliv hos os og tale med barnet om det. Tit sender vi også en sang, et rim eller nogle remser med, som I kan øve med jeres barn derhjemme. Det skaber en god sammenhæng mellem de ting, vi laver hos os, og det, I laver med jeres barn derhjemme.

Vi sender også et årshjul ud, så I kan orientere jer mere overordnet i, hvilke temaer, vi har planlagt at arbejde med i løbet af året.

Forældresamtaler og forældremøde

Vi har en række faste forældresamtaler i løbet af jeres barns tid i Søstjernen. Vi holder en indkøringssamtale med jer, inden jeres barn starter hos os, og vores første egentlige samtale har vi, når jeres barn har været hos os i 3 til 6 måneder. Her snakker vi om, hvordan opstarten er gået, og hvordan jeres barn trives hos os.

Der er en samtale igen, når jeres barn skal begynde i børnehave, samt når det skal begynde i skole. Og så er der selvfølgelig altid mulighed for, at vi kan holde en samtale, hvis der er noget omkring jeres barn, som I eller vi synes, der er behov for at tale om.

Vi har forældremøde for hele huset om efteråret. Her fortæller vi jer om vores nyeste tilsyn, og der er tid til at vende de ting, som rører sig her i Søstjernen. Det er også her, repræsentanterne til forældrerådet bliver valgt.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, der ligger til grund for den pædagogik og de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Søstjernen. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på dagligdagen i Søstjernen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Forældrerådet holder møder seks gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året og møderne ligger i forlængelse af rådsmøderne.

Læs mere om forældreindflydelse her.