I Søstjernen har vi faste hverdagsrutiner, som gør hver dag tryg og genkendelig for børnene, hvad end de hører til i byhuset eller i udflytteren. Tidsrummene mellem de faste rutiner bruger vi til gengæld på alverdens forskellige aktiviteter - nogle dage er vi ude på tur, andre dage leger vi på stuen eller rykker aktiviteterne ud på legepladsen - kun fantasien sætter grænser her, og den har vi masser af.
Med undtagelse af en kort bustur frem og tilbage, følger dagene samme rytme i begge vores huse. Vi skaber sammenhæng mellem husene ved at tage børnene fra vores byhus med ud på besøg i udflytteren - det kan både være korte besøg på et par timer, men indimellem tager vi også en flok børn med i bussen fra morgenstunden, så de får lov at være med i udflytteren hele dagen, med alt hvad det indebærer af hønsefodring, bålmad og udendørs leg.
Hele dagen igennem arbejder vi bevidst med pædagogikken. Det vil sige, at det ikke kun er de planlagte aktiviteter, der er pædagogiske. Det er rutinerne og hverdagssituationerne i høj grad også. For eksempel er det at vaske sine hænder, tage tøj på eller sække bord er aktiviteter, som vi bruger til understøtte hvert enkelt barn i dets udvikling og hele tiden lære det en lille smule mere.
Morgen
Vi åbner kl. 7, og når de første børn bliver afleveret tilbyder vi morgenmad og en rolig start på dagen. Vi forsøger særligt at skabe ro omkring de børn, som spiser morgenmad hos os, og derfor foregår morgenmaden på en stue for sig, mens de øvrige børn leger på en anden stue. Nogle gange, når vejret tillader det, spiser vi også morgenmad udenfor på legepladsen.
Kl. 8 er de fleste børn mødt ind, og vi fordeler os på vores egne stuer. Det er også kl. 8, at bussen kører mod udflytteren med de børnehavebørn og voksne, som hører til der. Busturen tager omkring 20 minutter, og vi bruger den på at læse fortællinger højt, synge sange og snakke om de ting, der optager børnene på dagen.
Formiddag
Omkring kl. 9 holder vi morgensamling på alle stuer, og her får børnene en bid mad - det kan være brød, frugt eller grøntsager. Vi bruger morgensamlingen til at synge sange og tale om, hvem vi er i dag, hvem vi mangler, og hvad vi skal bruge dagen på.
Resten af formiddagen bruger vi på planlagte aktiviteter. Alle stuer har en fast ugentlig turdag - i vuggestuen gør vi stor brug af nærområdets legepladser, og i børnehaven tager vi gerne på opdagelse lidt længere væk, eksempelvis på stranden, på Kløvermarkens naturlegeplads eller ved Naturcenter Amager. Det kan også skabe stor begejstring, særligt i vuggestuen, hvis dagens tur går forbi en byggeplads, hvor vi kan kigge på gravkøer og kraner eller hoppe i en vandpyt.
Formiddagens aktiviteter planlægger vi ud fra børnenes behov. I nogle perioder sætter vi eksempelvis særligt fokus på sprog, og i andre er det finmotorikken der skal trænes med forskellige kreative sysler.
Frokost
Vi spiser frokost omkring kl. 11, og vi gør meget ud af at skabe en rolig og tryg stund omkring frokostmåltidet. Vi sidder og spiser i små grupper ved mindre borde. Måltidet er en stor og vigtig del af hverdagen, som vi altid glæder os til og bruger til at træne selvhjulpenhed, tale sammen og øve nye ord, sanse maden og danne venskaber. Læs meget mere om vores måltider her.
Efter frokosten er det tid til en lur for de fleste børn i vuggestuen - men generelt lader vi børnene sove, når de er trætte, og for nogen betyder det en formiddags- og eftermiddagslur i stedet.
Eftermiddag
Mens vuggestuebørnene sover, er børnehaven typisk på legepladsen efter frokost. Vi sørger altid for at planlægge nogle aktiviteter eller lege, som børnene kan deltage i, hvis de har lyst. Ellers er der god mulighed for fri leg med lige det, man har lyst til på legepladsen.
Ved 13:30-14-tiden spiser vi eftermiddagsmad. Herefter er der typisk rolige aktiviteter, leg og hygge resten af eftermiddagen, indtil børnene bliver hentet.
Børnene i udflytteren bliver hentet af bussen, som er tilbage på Grækenlandsvej lidt i fire. Igen bruger vi busturen til at læse et kapitel i en bog eller tale om det, vi har lavet, og det vi ser på vejen - det er altid spændende, hvis der er et fly på vej i luften, når vi kører forbi lufthavnen, eller hvis vi ser en hesteflok i fuld galop ude på markerne.
De sidste børn bliver hentet, inden vi lukker kl. 17 - dog allerede kl. 16 om fredagen.