Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Der er noget ganske særligt ved årets højtider og traditioner, hvor vi har anledning til at samles på tværs af stuerne og invitere jer forældre på besøg hos os.

Hvert år holder vi både en sommerfest og en julefest, som vi inviterer jer forældre med til. Det er en rigtig hyggelig anledning til at lære jeres børns legekammerater og deres forældre at kende - og for jer forældre, som har børn i vores udflytterhus, er det en rigtig god anledning til at komme ud og se vores hus og få en fornemmelse af hverdagen i udflytteren.

Vi har desuden en årlig plantedag, hvor forældre også er meget velkomne. Her har alle børn en plante med, som vi planter sammen, passer og plejer. Hvis det er en spiselig plante kan det også være, vi er så heldige, at den giver noget, vi kan høste senere på året.

Tiden op til fastelavn bruger vi på at klippe pynt og male tønderne. De børn, som har lyst, møder op i udklædning, og vi beundrer hinandens flotte kostumer, og vi slår katten af tønden og kårer årets kattedronning og kattekonge. Vi gør også noget særligt ud af både påske, halloween og jul. Vi klippe-klistrer, pynter op, synger sange og spiser mad, der passer til anledningen. Og en enkelt af vores stuer er helt juletosset og begynder at øve sange allerede i september.